RSS

Bade bullies

Debatten om svømning har raset i flere omgange. Det gælder både tørsvømning og kønsopdelte omklædningsrum.

Vi har valgt at begge vores børn skulle gå til babysvømning og nu hvor de er så glade for at svømme har vi valgt at lade dem fortsætte med det. Min datter på 4½år er kommet op på det hold hvor hun er i vandet uden mor og far og hun nyder det i fulde drag, men omklædningen giver anledning til megen stress og irritation hver eneste gang.

Sagen er den at folk simpelthen er så forbistret egoistiske. Mødre går med deres børn på 7-10 år ind i omklædningen, hvor de sørger for at de selv kan komme til. I selve baderummet kan jeg ikke komme til med min lille pige, fordi mødrene til disse store piger skal hjælpe deres afkom med både hårvask og diverse. Pigerne står under bruserne i afsindigt lang tid, så det begrænsede antal brusere ikke er tilgængelige for de små 4-6 årige, som derfor må stå og fryse og de fleste gange kan jeg ikke en gang komme ind til bruseren og hjælpe min datter med at tænde (hun kan ikke selv nå) for disse mødre der skal række hårshampoo og instruere i korrekt vask. Når vi så endelig har fået en bruser og en venlig person har tændt vandet for min lille pige, så må hun selv vaske sig, både fordi jeg ikke kan komme til at hjælpe hende, men også fordi jeg kræver af hende at hun lærer at klare sig selv og hun gør det også rigtig udemærket. Når hun er færdig med at vaske sig, myrer jeg mig igennem kødranden med hendes håndklæde, så hun kan blive pakket ind og ikke skal fryse. Jeg får myret mig tilbage igennem randen af hysteriske mødre med et godt fast tag i min lille pige, så hun ikke skal falde på det glatte gulv, når de voksne påklædte kvinder skubber til hende. Så er det ud for at blive klædt på. Det er ikke plads der er mest af i den lille lokale svømmehals omklædningsrum og ofte bliver hendes tøj væltet ned på det våde gulv af emsige mødre der skal servicere deres tweens. Imens min dygtige pige klæder sig på, stort set uden min indblanding, har jeg tid til at se rundt i det overfyldte rum. I hvert fald en trediedel af dem der fylder herinde er de føromtalte mødre som nu er i gang med at klæde deres børn på. Jeg undrer mig over det høje serviceniveau, for så store børn, jeg bekymres af tanken om hvordan disse uselvstændige menneskebørn skal klare sig på sigt. Min datter er i mellemtiden blevet klædt på og vi går hen og finder vores sko og skynder os ud i friheden, hvor far og lillebror venter. Næste uge er det den samme trommerum igen og jeg gør det gerne for at mine børn lærer at svømme og at nyde fysisk aktivitet, men samtidig ved jeg at jeg aldrig vil ophøre med at undres og bekymres – både som mor og som lærer.

Reklamer
 
Skriv en kommentar

Posted by på 17. januar 2012 in Min hverdag

 

Syg og svag i både krop og sind

Hele min krop skælver, det piber fra mit bryst ved hvert åndedrag. Næsen løber og jeg har ikke flere kræfter til at hoste, selvom den kriller der sidder i min hals tigger om at blive hostet væk.

I flere dage har jeg forsøgt at bilde mig selv ind at det blot er en almindelig forkølelse der har indtaget min krop, men nu er jeg ikke længere så sikker. Når jeg hoster vil min krop gerne kaste op, men den kan ikke og der kommer heller ikke noget slim. Jeg kan ikke ligge ned uden at hoste, jeg er så afsindigt træt og min krop er så udmattet.

Natten kommer tilat foregå på sofaen – skiftevis siddende/liggende. Måske man skulle følge gemalens råd og kontakte lægen imorgen, men jeg orker bare ikke den “sædvanlige” besked om at jeg ikke rigtig fejler noget og de intet kan gøre, I ved – den besked som især vagtlæger er rigtig gode til at uddele til alt og alle.

Åååh jeg er så træt, bare jeg kunne sove..

 
Skriv en kommentar

Posted by på 17. januar 2012 in Min hverdag

 

Børn er en gave..

Min far har altid når vi børn prøvede hans tålmodighed, messende fremsagt disse ord: “Børn er en gave, børn er en gave, børn er….”

Sætningen skulle minde ham om netop dette, at børn er en gave, på et tidspunkt hvor han var lige ved at opgive os. Dengang forstod jeg det naturligvis ikke, men nu hvor jeg selv er mor, forstår jeg det endelig..

Den kærlighed jeg har til mine børn, kan til tider være så voldsom og overstrømmende at jeg næsten ikke kan holde det ud. Min trang til at beskytte dem, frygten for at de ikke bliver lykkelige i deres liv, frygten for at de kommer noget til. Når jeg tænker på hvor højt jeg elsker dem, kan tårerne løbe voldsomt ned ad mine kinder og jeg sidder naglet fast og hulker af lykke og frygt – men så er der også de dage, hvor børnene bare SLET ikke hører efter og overhovedet ikke kan opføre sig ordentligt. De dage kan jeg forbande dem så langt væk som overhovedet muligt, selvom jeg samtidig skammer mig over mig selv og ikke kan tilgive mine dårlige modergener at de kan få mig til at hade mine egne børn.

Er jeg mon alene?? Er der mon andre derude, der som jeg i øjeblikke hist og pist, kan hade og afsky deres egne børn, eller er det bare mig der er så syg og svag??

I disse sorte stunder hvor jeg føler så grumme ting, er det svært at tænke klart og rationelt fortælle mig selv at jeg ikke er en dårlig mor, blot på grund af mine onde tanker. Selv når jeg er så opfyldt af kærlighed og omsorg, kan jeg faktisk blive bange for, om jeg overhovedet er god nok til at være deres mor.. jeg ved jo godt at den biologiske mor har noget som ingen anden kan have for børnene, det vil sige, det ved jeg når jeg når jeg er i stand til at tænke rationelt, men i disse stunder er det svært for mig og jeg er overbevist om at mine børn ville få det bedre uden  mig.

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om det er normalt at have disse tanker og følelser, eller det er en følge af min sygdom.. jeg tror umiddelbart at sygdommen blot forstærker mine tanker og følelser, men det er jo svært at vide, når jeg ikke har prøvet være mor uden min sygdom. Jeg håber på og glæder mig til at kunne opleve mit liv uden den forbandede sygdom

Dette er ikke skrevet for at søge ynk eller trøst, det er blot mine tanker.

Du er dog velkommen til at skrive en kommentar hvis du har læst med.

 
Skriv en kommentar

Posted by på 16. januar 2012 in Filosofiske tanker

 

Tags: , ,

Velkommen til mig..

En dag på sofaen, med høj feber, masser af snot, hoste og hvad der ellers følger med. Formiddagens tv-program fænger ikke rigtig.. what to do? Ind på hylden og finde en film blandt de mange titler og tilbage til sofaen med masser af kleenex, dynen, filmen og et glas hovedpinepiller.

Filmen handler om en ung kvinde der starter en blog og selvom jeg har set den før, former der sig nye tanker under dette gennemsyn og ret hurtigt står det klar for mig at jeg vil lave en blog selv.

Jeg ved at jeg jævnligt sidder med tanker som jeg gerne vil dele med verden, men som ikke lige passer til Facebook, så måske jeg kan finde modet til at lægge mine tanker her.. man ved jo aldrig helt hvem der følger med eller om nogen genkender mig gennem mine indlæg, så det kræver en god portion mod, men jeg håber jeg kan gøre det og jeg håber at der måske vil være nogen der har lyst at følge med. Ligenu sidder jeg jo bare her og er mig, syg og ynkelig, men måske hvis jeg tør åbne mig og fortælle ærligt om både mit livs op, men også nedture, så kan det være at jeg kan inspirere andre til et bedre selvværd, bryde nogle tabuer, sætte nogle tanker igang, give verden et indblik i nogle af de problematikker der kan ligge i både mit og andres liv.

Jeg glæder mig i hvert fald til at skrive ucensureret – glæder mig til at dele ud af mine tanker og erfaringer – glæder mig til athave dethele samlet på et sted, for min egen skyld og som sagt, forhåbentlig kunne gavne andre med mine kringlede tanker.

Dette var så første indlæg på bloggen her. Rodet, usammenhængende – måske, men det er skrevet lige ud af hovedet, uden den censur man ofte pålægger sig selv inden man trykker “offentliggør” og det er faktisk humlen i min blog – ærlighed.

Velkommen til og god fornøjelse!

 
Skriv en kommentar

Posted by på 16. januar 2012 in Min hverdag

 
 
%d bloggers like this: